Flutes opskrift
Flutes opskrift
Her får du en flutes opskrift der vil resultere i nogle lækre luftige og sprøde franske flutes.
Jeg har lavet en video med fremgangsmåden, og under videoen finder du opskriften.
En flutes opskrift der er lige til at gå til, og som resulterer I nogle lækre luftige og sprøde franske flutes. Kan også bages selvom du ikke har Bagestålet, men de vil blive mindre luftige, og du er nødt til at tilsætte 100 gram mel mere til opskriften.
Her får du videoen:
Ingredienser
- 600 gram koldt vand
- 800 gram manitobamel eller andet fintmalet sigtet mel med højt proteinindhold
- 15 gram salt
- 15 gram gær
- 2 spsk citronsaft
- Groftmalet grahamsmel eller durummel til at drysse på bordet og dejen efter hævning.
Vejledning
- Rør gæren ud i vandet, tilsæt citronsaften og mel.
- Tilsæt derefter salt, og begynd at røre dejen på din røremaskine.
- Du kan med fordel starte med K-spaden, og skifte til dejkrogen når dejen begynder at slippe skålen.
- Dejen skal æltes til den består glutenprøven
- Når den har bestået glutenprøven, gør du dine hænder våde og vender dejen i skålen, så den slipper skålens sider.
- Derefter lader du den hæve i en times tid, hvorefter du igen gør en hånd våd, og vender dejen i skålen.
- Lad den hæve en times tid, vend den forsigtigt i skålen og lad den hæve en sidste gang.
- Tænd nu ovnen på 250 grader og læg Bagestålet i ovnen.
- Efter ca. 40 minutter drysser du bordet med en grov meltype (grahamsmel eller durummel) og hælder dejen ud på drysset.
- Drys dejen med dit foretrukne drys (groft mel, durum, solsikkekerner etc) og skær dine flutes ud med din dejskraber.
- Løft dem forsigtigt over på bagepapiret.
- Hvis du benytter Kombispaden som bagespade lader du nu bagepapiret med flutes på, glide ned på Bagestålet.
- Derefter bager du dine flutes i 5-7 minutter til de er gyldne. Husk at det er farven der giver skorpen den gode smag, så pas på med at tage dem ud for tidligt.
- Nyd dem :-)
Opskrift på flute afhænger af..
..hvad man definerer som Flutes?
Hvor vi i flæng bruger ordet flutes til at beskrive et langt tyndt brød, skelner man i Frankrig mellem:
Flute: Ca. 50 cm langt, 10-12 cm tykt
Baguette: Ca. 65 cm langt, 6-8 cm tykt
Ficelle: Ca. 65 cm langt, 4-5 cm tykt (altså meget ala det vi i Danmark kender som Flutes)
Så i stedet for at kalde dette for en flutes opskrift, burde jeg nok have kaldt det for en Ficelle opskrift, men så havde du nok aldrig fundet frem til den :-).
Langtidshævede flutes
Du kan sagtens langtidshæve dine flutes. Brug ovenstående flutes opskrift og nøjes med 3 gram gær. Rør det godt sammen i en skål, og lad det stå ude indtil du kan se at der er kommet liv i dejen (små bobler). Stil den så i køleskabet i 12-24 timer, og tag den ud 3 timer før du vil bage dem.