Bagestålet på Grillen

Generel vejledning

Selvom Bagestålet er designet til bageovn, kan man faktisk godt bage nogle rigtig lækre pizzaer på grillen. Det kræver dog at man er opmærksom på at stålet kan blive meget varmt, og at man derfor så vidt muligt skal undgå direkte undervarme (fra kul eller gas) når man bager, da man så let kan ende op med brændt pizza :-(.

Kulgrill

Hvis du "fyrer med kul" skal du være forberedt på at det godt kan kræve lidt øvelse at ramme den rigtige temperatur. Det afhænger nemlig både af grillen og af det kul du benytter. En god huskeregel er dog at der skal en del kul til at varme stålet op, så du skal muligvis op på 1,5-2 grillstartere med kul for at du kan få stålet op på de 250-300 grader. Kullene skal være over den værste varme, inden du smider pizzaen på Bagestålet, og du skal helst have placeret kullet yderligt i grillen, så du undgår alt for høj undervarme under bagningen.

Det tager typisk 4-5 minutter at bage pizzaen, men det afhænger naturligvis af temperaturen.

Gasgrill

På en gasgrill er det lettere at styre temperaturen. Da jeg ikke selv ejer en gasgrill, vil jeg give ordet til Michael S. fra Tilst, en af vores kunder der er lidt af en grill ekspert.

Han skriver:

"Jeg havde grillen (q3000 fra Weber) til at stå tændt i 20 min for fuld skrald.

Jeg slukkede derefter grillens midterste brænder, og kørte minimum varme på den yderste brænder, når jeg ikke bagte. Alle brændere var slukkede når jeg bagte pizza, og jeg bagte 4 perfekte pizzaer. Grillen holdt 300 grader, uden at være tændt.

Hver pizza tog 4 min. at bage."

Tilbage til butikken