Kurvebrød

Kurvebrød - Brød hævet i hævekurv Vegansk kurvebrød

kurvebrød

Her kommer opskriften på et dejligt kurvebrød, der også kan langtidshæves. Jo længere tid det hæver, jo lettere bliver det for kroppen at fordøje brødet, men jo "fladere" vil brødet også blive, da glutenstrukturen bliver blødere.

Opskrift (til to store kurvebrød)


  • 850 gr vand (gerne en blanding af mørkt øl og vand)
  • 24 gr salt
  • 15 gr gær
  • 1100 gr hvedemel

 
Opskrift på kurvebrød





Fremgangsmåde

Kurvebrød på 4 timer

Rør ingredienserne sammen og ælt dejen til den slipper røreskålen. Det kan tage alt fra 5 til 25 minutter, alt efter hvilken type hvedemel/mærke du bruger. Når den slipper skålen, gør du dine hænder våde og tager et stykke dej. Dejen strækker du ud mellem dine hænder, indtil den bliver tynd som papir. Hvis den sprækker, skal du ælte dejen lidt længere. Du skal kunne se en skygge af din finger gennem dejen, når du ser igennem den.

Herefter stiller du dejen til hævning (overdækket) i en times tid. Efter en time gør du en hånd våd, og vender dejen forsigtigt i skålen så den dej der tidligere lå tættest på skålens sider nu kommer ind i midten. Dermed udjævner du temperaturen i skålen og sikrer en mere ensartet hævning. Lad den hæve yderligere en time, vend dejen og lad den hæve en 3. gang. 

3. gang du vender dejen, skulle du gerne kunne se at der er ved at komme gang i dejen (bobler). Nu tager du kurvene frem, lægger et klæde i kurvene og drysser rigeligt med mel på stoffet. Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i to. Form nu hver halvdel til en kugle, idet du tager fat i kanten af dejen og trækker den ind mod midten. Bliv ved indtil du har en fin kugle. Kom godt med mel på kuglen og læg den med den fine side nedad.

Lad så brødene hæve en time i de tildækkede kurve, imens Bagestålet varmes op i ovnen ved 240 grader.

Når timen er gået, tager du et stykke bagepapir og lægger det på toppen af kurven. Så tager du kombispaden og lægger den på bagepapiret. Vender hele molevitten på hovedet, så dejen slipper kurven og falder ned på bagepapiret/kombispaden.

Rids dit foretrukne mønster med et barberblad eller en våd rillet brødkniv og lader brødet glide ind på det varme bagestål.

Skru ovnen ned til 230 grader og bag det i 18-20 minutter til det har fået en fin farve.

Lad det stå og køle/danne skorpe til det er helt koldt.

Kurvebrød på 12 timer

(Bemærk, brug kun 10 gram gær)

Dette brød egner sig fint som morgenbrød, da du kan forberede dejen aftenen i forvejen.

Et langtidshævet brød bliver mere smagfuldt og er lettere at fordøje for kroppen. Dog skal du regne med at det bliver lidt mere fladt, jo længere tid det hæver, så det gælder om at finde et kompromis. Alm. hvedemel eller manitobamel egner sig godt til en langtidshævet dej.

Klokken 19:00

Rør ingredienserne sammen og ælt dejen til den slipper røreskålen. Det kan tage alt fra 5 til 25 minutter, alt efter hvilken type hvedemel/mærke du bruger. Når den slipper skålen, gør du dine hænder våde og tager et stykke dej. Dejen strækker du ud mellem dine hænder, indtil den bliver tynd som papir. Hvis den sprækker, skal du ælte dejen lidt længere. Du skal kunne se en skygge af din finger gennem dejen, når du ser igennem den.

Herefter lader du dejen stå tildækket ved stuetemperatur til du går i seng. Herved sikrer du dig at der kommer godt gang i gæren.

Klokken 23:00 (eller når du går i seng)

Del dejen i 2, spænd den op til to "boller" ved at trække kanten af dejen ind til midten. Gentag dette indtil dejen er spændt op til en flot kugle. Læg klæder i kurvene og hæld rigeligt med mel på stoffet. Læg dejen i kurven og dæk den med det overskyndende stykke stof. Stil den i køleskabet til næste morgen.

Når du står op

Tag kurvene ud af køleskabet og stil dem lunt. Tænd for ovnen, så Bagestålet kan varme op. Temperatur: 250 grader.

En times tid senere, lægger du et passende stykke bagepapir på toppen af kurven, og placerer kombispaden på bagepapiret, vender hele molevitten, så dejen falder ned på bagepapiret/kombispaden. Derefter ridser du det med dit favoritmønster (med barberblad eller våd rillet brødkniv). Hvis du ikke kan finde på et mønster, er # et godt bud :-).

Skru ovnen ned til 230 grader, og bag brødet i 18-20 minutter til det er brunt og lækkert.

Lad det køle lidt af, før du skærer i det.

Kurvebrød på 24+ timer

Du kan sagtens hæve dit kurvebrød i længere tid. Tag udgangspunkt i fremgangsmåden til 12 timers brøddet, reducer gærmængden til 5 gram og spring æltningen over. Så kan du uden problemer lade dejen hæve op til 48 timer i køleskabet, eller bage det ene brød efter 24 timer og det andet dagen efter.

Kurvebrød